Vurdering af menneskehandel

Udlændingestyrelsen, Center mod Menneskehandel, Anklagemyndigheden og i sidste ende domstolene har kompetence til at vurdere, om en person er udsat for menneskehandel.

Identifikation af personer udsat for menneskehandel er et væsentligt led i bekæmpelsen af menneskehandel. Vurderingen af, om en person har været udsat for menneskehandel, er nemlig en forudsætning for

  • at afgøre, om der er grundlag for at retsforfølge eventuelle bagmænd for overtrædelse af straffelovens § 262 a,
  • at kriminalitet begået af en person, der er udsat for menneskehandel bliver håndteret korrekt, og
  • at personen bliver tilbudt den nødvendige sociale støtte.

For så vidt angår vurdering af menneskehandel skal der skelnes mellem

  • vurdering med henblik på iværksættelse af en eventuel social indsats og
  • identifikation med henblik på strafferetlig forfølgning af bagmanden og eventuelt af personen udsat for menneskehandel.

Kompetencen til at vurdere om en person er udsat for menneskehandel afhænger af, om formålet med identifikationen er af social eller strafferetlig karakter.

Udlændingestyrelsen og Center mod Menneskehandel har kompetence til at vurdere om en person er udsat for menneskehandel i relation til den sociale indsats. Når en person bliver vurderet udsat for menneskehandel i relation til den sociale indsats, får personen adgang til tilbud under handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel. Der kan være situationer, hvor en person kan få tilbud om støtte og indkvartering, mens personen er under udredning og afventer endelig vurdering. En vurdering eller afgørelse om menneskehandel kan ikke

Anklagemyndigheden og i sidste ende domstolene har kompetence til at vurdere, om en person er udsat for menneskehandel i relation til strafferetlig forfølgning. Når en person bliver vurderet udsat for menneskehandel i relation til strafferetlig forfølgning, kan det have betydning i forhold til spørgsmålet om tiltalerejsning og eventuelt strafnedsættelse (se også trin 5). 

Kriterier for vurdering af menneskehandel

For at blive vurderet udsat for menneskehandel skal der være tre faktorer i personens forklaring, som er defineret i FN’s protokol om bekæmpelse af menneskehandel (”Palermo-protokollen”):

  1. Der skal være sket en HANDLING. Fx at bagmanden har rekrutteret, transporteret eller modtaget den person, der udnyttes.
  2. Der skal være brugt MIDLER. Fx kan bagmanden have benyttet ulovlig tvang, trusler eller udnyttelse af en persons situation eller personens sårbarhed såsom manglende sprogkundskaber eller fattigdom.
  3. Der skal være et FORMÅL med handlingen og midlerne. Fx har bagmanden villet udnytte personen til et formål, der som oftest er økonomisk vinding fx ved prostitution, tvangsarbejde, slaverilignende forhold eller strafbare handlinger.

Særligt om børn

Når det skal vurderes, om et barn er udsat for menneskehandel, er det tilstrækkeligt, at handling og formål er til stede. Det er ikke et krav, at bagmændene har gjort brug af de nævnte midler som fx ulovlig tvang og trusler.

Særligt om samtykke

Det har ifølge Palermoprotokollen ingen betydning, om en person udsat for menneskehandel har givet samtykke til udnyttelsen. Hvis bagmanden har gjort brug af de nævnte midler, spiller det ingen rolle for vurderingen af menneskehandel, at personen selv har indvilget i fx at begå lommetyveri eller sælge sex.

Tvivlen skal komme personen til gode

Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at identificere menneskehandel, og det kan være svært for personer udsat for menneskehandel at beskrive deres historie og oplevelser tilstrækkeligt præcist. Det kan gøre nogle indikatorer svære at afdække i samtalen. Når Udlændingestyrelsen og Center mod Menneskehandel vurderer spørgsmålet om menneskehandel ud fra personens forklaring, sker det derfor med det udgangspunkt, at eventuel tvivl om menneskehandel skal komme personen til gode. Målet er at sikre, at alle personer udsat for menneskehandel får tilbud om bistand og støtte, som det er beskrevet i de internationale konventioner.

Center mod Menneskehandel og Udlændingestyrelsen foretager altid en vurdering af handelsforholdets aktualitet, før der træffes en afgørelse. Det tages fx i betragtning om bagmanden stadig har relationer til personen, om bagmanden fortsat afkræver betaling af gæld, om der er verserende trusler, om personen fortsat er underlagt følgevirkninger af udnyttelsen, og om personen kan være i risiko for at blive udsat for menneskehandel igen. 

Vurdering: Ansvarlige aktører (alfabetisk)

  • Center mod Menneskehandel vurderer, hvorvidt en person med lovligt opholdsgrundlag i Danmark har været udsat for menneskehandel og kan få tilbud under handlingsplanen.
  • Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om menneskehandel i de sager, hvor har ulovligt opholdsgrundlag i Danmark eller er asylansøger. I nogle tilfælde kan Udlændingestyrelsen træffe afgørelse om, at en person er udsat for menneskehandel, uden at Center mod Menneskehandel har udredt personen. Her bliver afgørelsen truffet på baggrund af de oplysninger, som personen allerede har givet til Udlændingestyrelsen i forbindelse med asylansøgningen eller til politiet under afhøring. I helt særlige tilfælde har Udlændingestyrelsen mulighed for at afdække handelsforholdet ved en særskilt samtale, hvis personen ikke ønsker at give samtykke til Center mod Menneskehandel.
  • Anklagemyndigheden eller retten vurderer, hvorvidt en person er udsat for menneskehandel i relation til strafferetlig forfølgning, hvor det kan have betydning i forhold til spørgsmålet om tiltalerejsning og eventuelt strafnedsættelse.
Senest opdateret 15-09-2022