NGO’erne AmiAmi og Reden International har været med til at udvikle TRASE-redskabet, og bruger det dagligt. Redskabet bidrager til en mere effektiv og målrettet indsats mod menneskehandel i Danmark.
Ifølge Reden International styrker TRASE især overblikket over udviklingen på området:
”Vi arbejder med forskellige målgrupper på tværs af organisationer og myndigheder, og vi arbejder i forskellige dele af Danmark. Det er vigtigt at vide, hvad der sker lokalt – for eksempel om der er særlige tendenser i et område”, forklarer Giuliana Scalia, der er opsøgende medarbejder for Reden International, og fortsætter:
”Det betyder, at vi kan kigge på indikatorer, som ikke har haft vores fokus før. Det er nødvendigt, at vi har fokus på flere og nye indikatorer, fordi mønstrene ændrer sig”.
Netop overblikket er noget, AmiAmi fremhæver som en af de største fordele ved TRASE:
”Det er jo en enormt vigtig proces, som vi har været draget ind i og været med til at udvikle over tid. Så den her praksiserfaring kommer med. Det danner et virkelig godt overblik, som vi ikke havde før”, forklarer Dorte Gammelholm, og uddyber:
”Alle de observationer vi gjorde før ved at kigge rundt på hjemmesider, og det arbejde vi tager ud og laver i det virkelige liv, er jo i virkeligheden kommet ind i TRASE. Det vil sige, at vi kan bruge mere tid på det opsøgende arbejde, som jo er en del af vores store kerneopgave”
Dorte Gammelholm er opsøgende medarbejder for AmiAmi.