Menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og et brud på retten til at bestemme over eget liv. For at sikre, at straffesager om menneskehandel bliver efterforsket, og bagmændene retsforfulgt, er der en række krav og anbefalinger til myndighedernes håndtering af sagerne. Derudover er der også særlige krav til håndteringen af straffesager mod personer udsat for menneskehandel.
Hjælp til at anmelde
Myndigheder og NGO’er kan på forskellige måder hjælpe personer, der har været udsat for menneskehandel, med at anmelde kriminelle forhold, herunder at anmelde bagmænd.
Center mod Menneskehandel hjælper personer, der ønsker at anmelde menneskehandel til politiet efter straffelovens § 262a. Desuden kan Center mod Menneskehandel hjælpe med at anmelde andre overtrædelser som menneskeudnyttelse, rufferi, voldtægt og vold. Centret anmelder i udgangspunktet alle sager om menneskehandel, hvor den forurettede giver samtykke til det. Personen kan vælge at være anonym. Center mod Menneskehandel kan også vælge at anmelde sager om menneskehandel uden den forurettedes samtykke, især når forholdet er særlig alvorligt, eller hvis der er børn involveret. Formålet er at bidrage til, at sager om menneskehandel efterforskes, og bagmænd bliver retsforfulgt.
Skånsom behandling
Personer udsat for menneskehandel skal behandles skånsomt i mødet med politi og myndigheder. Den skånsomme behandling er også central i Rigsadvokatens meddelelse, som vejleder politi og anklagemyndighed i håndtering af sager om menneskehandel. Personerne er ofte i en sårbar situation, hvor der kan være behov for støtte og vejledning. Ligeledes bør personer udsat for menneskehandel indkvarteres på krisecentre, herberger eller lignende fremfor i varetægtsfængsel, selvom de har arbejdet ulovligt eller opholdt sig ulovligt i Danmark.
Særligt om politiets rolle
Alle politikredse i Danmark er ansvarlige for at håndhæve straffelovens bestemmelse om menneskehandel. National enhed for Særlig Kriminalitet varetager sager om organiseret menneskehandel og menneskesmugling, hvor overtrædelsen er kredsoverskridende eller har et særligt betydeligt omfang, eller på anden måde er af særlig kvalificeret karakter. Den nationale koordinerende enhed hos Syd- og Sønderjyllands Politi monitorerer de nationale indsatser mod menneskehandel i politiet.
! Rigsadvokatmeddelelsen kan findes her
Bistandsadvokat
I forbindelse med en efterforskning af en bagmand kan en person udsat for menneskehandel anmode retten om at få beskikket en bistandsadvokat, jf. retsplejelovens § 741 a, stk. 1. Både politi og anklagemyndighed informerer personen om rettigheder og om straffesagens forløb.
Tiltalefrafald og strafnedsættelse
Det sker, at personer udsat for menneskehandel bliver sigtet for en strafbar handling. I den forbindelse bliver der udpeget en forsvarsadvokat, som skal sikre, at retten tager stilling til menneskehandelsforholdet i straffesagen.
Der er mulighed for at give tiltalefrafald til personer udsat for menneskehandel, hvis de er sigtet for kriminelle forhold, jf. retsplejelovens § 722, stk. 1 og 2, som personen er blevet tvunget til at begå som led i den udnyttelse, de er blevet udsat for, medmindre kriminaliteten ikke kan karakteriseres som værende grov.
Eksempler på strafbare forhold, der skal afgøres med et tiltalefrafald, er:
- dokumentfalsk eller dokumentmisbrug, fx ved brug af falsk pas og identitetspapirer,
- overtrædelse af udlændingelovens regler om ulovligt ophold og arbejde,
- tiggeri,
- butikstyveri, lommetyveri, indbrud og handel med narkotika i begrænset omfang.
Hvis personen har begået kriminalitet af grovere karakter, og anklagemyndigheden rejser tiltale mod personen, kan der ved strafudmålingen tages hensyn til, om kriminalitet er begået under tvang.
Undtagelser til udvisning af personer udsat for menneskehandel
Bliver der afsagt dom i en straffesag, kan det medføre, at gerningsmandens ret til ophold i Danmark bortfalder, hvis personen er udlænding. Der skal dog ikke ske udvisning af en udlænding, hvis det kan lægges til grund, at
- den pågældende udlænding har været udsat for menneskehandel,
- de omstændigheder, der kan begrunde udvisning relaterer sig til, at den pågældende har været udsat for menneskehandel, og
- hensynet til den offentlige orden ikke tilsiger, at der sker udvisning.
Erstatning
Personer, der er ofre for forbrydelser i Danmark, kan modtage erstatning mv. fra den danske stat i medfør af offererstatningsloven. Der kan ansøges om erstatning ved Erstatningsnævnet, og personens eventuelle advokat bistår med ansøgningen.
En forurettet kan også fremsætte begæring til anklagemyndigheden om at forfølge et krav om erstatning under en verserende straffesag, som domstolen skal tage stilling til. Det kan i nogle tilfælde være uhensigtsmæssigt at behandle et krav om erstatning under en straffesag, og domstolen vil i stedet henvise personen til at anlægge et civilt søgsmål.
Særligt om børn
Hvis børn er involveret i en straffesag, kan deres forklaring efter omstændighederne blive videofilmet i stedet for, at de skal deltage i en retssag, jf. retsplejeloven § 745e. Afhøringen af et barn i sager om menneskehandel kan gennemføres i et såkaldt børnehus, som yder en koordineret tværfaglig indsats, hvor relevante myndigheder deltager, og med barnets behov i centrum. Hver politikreds har politibetjente med specialviden og uddannelse i at gennemføre videoafhøringer af børn.