Handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel indeholder en række forskellige tilbud til personer, der vurderes som udsat for menneskehandel af myndighederne.
Refleksions- og restitutionsperiode
Alle personer udsat for menneskehandel får tilbudt en refleksions- og restitutionsperiode på 30 dage. Perioden kan efter ansøgning forlænges med yderligere 90 dage, hvis personen samarbejder om en forberedt hjemsendelse, eller hvis særlige grunde taler for det.
I refleksions- og restitutionsperiode er der adgang til en række tilbud, som bliver tilpasset den enkelte persons ønsker og behov. Det kan bl.a. være indkvartering, rådgivning, juridisk bistand og sundhedshjælp. Personen får også en kontaktperson fra Center mod Menneskehandel, der følger vedkommende fra identifikation til hjemrejse og reintegration.
Tilbud om støtte gælder for alle personer udsat for menneskehandel, uanset deres opholdsstatus i Danmark. Det er ikke en betingelse, at personen samarbejder med politiet eller anmelder de bagmænd, der står bag udnyttelsen.
Hvis en person er asylansøger eller opholder sig ulovligt i Danmark, er personen under Udlændingestyrelsens forsørgelse. En person, der har et lovligt opholdsgrundlag, er under Center mod Menneskehandels eller opholdskommunens forsørgelse.
Hvis Center mod Menneskehandel har vurderet en person udsat for menneskehandel, tildeler og forlænger centret også refleksions- og restitutionsperiode ved udløbet af de første 30 dage, hvis personen takker ja til en forberedt hjemsendelse. Hvis Udlændingestyrelsen eller retten har truffet afgørelse om menneskehandel, hjælper Center mod Menneskehandel med at ansøge om forlængelse af refleksionsperioden hos Udlændingestyrelsen.
Sikker indkvartering
I reflektions- og restitutionsperioden bliver personen tilbudt indkvartering. Kontaktpersonen fra Center mod Menneskehandel koordinerer indkvarteringen med det relevante indkvarteringssted og Udlændingestyrelsen.
Handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel finansierer et specialiseret krisecenter for kvinder, der er udsat for menneskehandel. Krisecenteret drives af Reden International og kan huse otte kvinder. Der er også mulighed for at indkvartere mænd og kvinder på andre krisecentre, herberger eller i private boliger.
Personer, der søger asyl eller opholder sig ulovligt i Danmark, bliver som udgangspunkt indkvarteret på et asylcenter. Hvis der er særlige behov, som gør, at en person ikke kan blive indkvarteret i asylsystemet, kan personen blive indkvarteret på et krisecenter eller i en privat bolig.
Opholdstilladelse
Personer, som er udsat for menneskehandel, kan søge familiesammenføring eller opholdstilladelse på lige fod med andre personer, der opholder sig ulovligt i Danmark. Kriterier for, hvornår man kan få ophold, findes i udlændingeloven.
Midlertidig opholdstilladelse
Personer udsat for menneskehandel, der ikke har et lovligt opholdsgrundlag, kan få en midlertidig opholdstilladelse med henblik på at samarbejde med politiet og anklagemyndigheden om strafforfølgelse af gerningsmanden, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 4. Betingelsen for at opnå en midlertidig opholdstilladelse i Danmark er, at personens tilstedeværelse er påkrævet af hensyn til efterforskningen og/eller sagens behandling i retten. Indgivelse af ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 4, foranlediges af politiet, som derved bekræfter dette.
Særligt om børn
Børn udsat for menneskehandel modtager en række særlige tilbud udover de tilbud, som voksne får. Fx har børn og unge i den undervisningspligtige alder ret til undervisning ligesom danske børn i den skolepligtige alder.
Når et uledsaget barn ankommer til Danmark, får barnet udpeget en personlig repræsentant, der varetager barnets interesser. Det er Familieretshuset, der efter indstilling fra Udlændingestyrelsen, udpeger den personlige repræsentant. Repræsentanten kan enten være frivillig eller ansat i Røde Kors. Repræsentanten har kompetence til at træffe alle beslutninger, som en forældremyndighedsindehaver normalt kan træffe på vegne af barnet. Repræsentanten skal varetage barnets interesser, støtte barnet i forbindelse med myndigheders sagsbehandling, drage omsorg og træffe afgørelse om dets personlige forhold.
Hvis et uledsaget barn, der er udsat for menneskehandel, opholder sig lovligt i Danmark, har opholdskommune handle- og tilsynspligt i forhold til barnet. Det betyder, at kommunen er ansvarlig for at yde støtte til børn og unge samt deres familier, som har behov for særlig støtte. Kommunen har desuden en forpligtelse til at være opmærksom på, om der i kommunen befinder sig et barn eller en ung, som kan have brug for støtte.
For ethvert barn eller ung under 18 år i Danmark gælder det, at opholdskommunen er forpligtet til at føre tilsyn med de forhold, hvorunder barnet er eller den unge lever. Det er også den ansvarlige kommune, som kan beslutte, om et barn skal placeres i fx familiepleje eller på døgninstitution. Uledsagede mindreårige indkvarteres som udgangspunkt på et børnecenter. Uledsagede mindreårige asylansøgere eller børn, som har ulovligt ophold, kan indkvarteres i specialiserede modtagelses- og indkvarteringscentre for mindreårige.
En række aktører er ansvarlige for at sikre barnets tarv. Det gælder Center mod Menneskehandel, Udlændingestyrelsen, Røde Kors, Kriminalforsorgen og kommunen. Aktørerne skal samarbejde tæt for at sikre en helhedsorienteret tilgang, baseret på den generelle udvidede pligt til at beskytte børn – ikke mindst uledsagede mindreårige, som er i en særligt sårbar position. Barnet har altid ret til at blive inddraget og hørt i beslutninger, der vedrører barnet.
Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 (”Haagerbørnebeskyttelseskonventionen”) om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, indeholder desuden en pligt til at underrette over landegrænser, hvis en myndighed vurderer, at et barn i udlandet befinder sig i alvorlig fare.
Hvis en person, der er vurderet udsat for menneskehandel, har et eller flere børn under 18 år, kan børnene også modtage støtte.