Sundhedstilbud

Ofre for menneskehandel har under refleksions- og restitutionsperioden adgang til udvidet sundhedstilbud.

Sundhedstilbud til ofre for menneskehandel

Både den psykiske og fysiske sundhed hos ofre for menneskehandel kan være påvirket af selve rejsen til Danmark og af udnyttelsen, vedkommende har været udsat for. Ofre for menneskehandel har under refleksions- og restitutionsperioden adgang til udvidet sundhedstilbud. Det udvidede sundhedstilbud omfatter mulighed for at få foretaget en medicinsk screening og eventuel lægefaglig undersøgelse alt efter behovet hos den enkelte. Screeningen består som udgangspunkt i en samtale, hvor sygdomshistorie og aktuelle symptomer gennemgås.

 

Sundhedstilbud til potentielle ofre for menneskehandel

Der er desuden flere sundhedstilbud til potentielle ofre for menneskehandel som målgruppe. Sundhedstilbuddene skal give potentielle ofre for menneskehandel kendskab til de tilbud, der er under handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel og har desuden et tillidsskabende sigte.

Sundhedstilbud i Mødestedet i København

Mødestedet, også kaldet MØS, er et drop-in-center for udenlandske kvinder i prostitution, som potentielt kan være ofre for menneskehandel. MØS har en sundhedsklinik, der er bemandet med gynækologer, alment praktiserende læger og sygeplejersker.

Klinikken tilbyder gratis sundhedstilbud som:

  • test og behandling for seksuelt overførte sygdomme
  • vejledning i hygiejne, sikker prostitutionsadfærd og svangerskabsforebyggelse
  • graviditetstest og udlevering af præventionsmidler
  • undersøgelse og behandling af visse almene og gynækologiske sygedomme
  • henvisning og ledsagelse til speciallæger og hospitaler eksempelvis i forbindelse med abort. 

I MØS kan kvinderne også modtage anonym rådgivning om sociale og juridiske problemstillinger og få kendskab til tilbud under handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel.

Adresse: Colbjørnsensgade 12, kld., 1652 København V.

Åbningstider: Mandag og onsdag: kl. 16.00 - 22.00, fredag kl. 11.00-16.00.

AmiAmis rådgivnings- og sundhedsklinik i Fredericia

NGO’en AmiAmi udfører opsøgende arbejde blandt klinikprostituerede i Syddanmark og driver en sundhedsklinik i Fredericia, som er finansieret under handlingsplanen til bekæmpelse af menneskehandel.

AmiAmi tilbyder:

  • gratis og anonym sundhedskonsultation udført af en jordemoder eller en læge
  • undersøgelser for sygdomme, seksuelt overførte sygdomme, graviditet m.v.
  • generel sundhedsmæssig vejledning om bl.a. svangerskabsforebyggelse og sikker prostitutionsadfærd
  • tilbud om vaccine mod Hepatitis B
  • mobilt sundhedstilbud med mulighed for eksempelvis gratis kondomer, tests og sundhedsvejledning. 

Adresse: Sjællandsgade 98 B, 7000 Fredericia.

Åbningstider: Tirsdag kl. 17.00 – 19.00 eller efter aftale.

Sundhedstilbud i Aarhus

Center mod Menneskehandel har sundhedspersonale i Aarhus. De tilbyder blandt andet:

  • test og behandling for seksuelt overførte sygdomme
  • vejledning i hygiejne, sikker prostitutionsadfærd og svangerskabsforebyggelse
  • graviditetstest og udlevering af præventionsmidler
  • undersøgelse og behandling af visse almene og gynækologiske sygdomme
  • ledsagelse og henvisning til speciallæger og hospitaler eksempelvis i forbindelse med abort, vaccine for Hepatitis B og svangerskabsforebyggelse. 

Adresse: Ryesgade 1, 8000 Aarhus C.

Åbningstider: Efter aftale.

Mobile sundhedstilbud

Der findes mobile sundhedstilbud i Midt- og Nordjylland, i Region Syddanmark og på Sjælland til potentielle ofre for menneskehandel i prostitution.

I Midt- og Nordjylland og på Sjælland er det Center mod Menneskehandel, der udfører det opsøgende arbejde. Der er tilknyttet to jordemødre til Center mod Menneskehandel, som opsøger massageklinikker og bl.a. tester for seksuelt overførte sygdomme, rådgiver og henviser udlændinge i prostitution, der potentielt kan være ofre for menneskehandel, til forskellige former for behandling. De mobile sundhedstilbud har desuden til formål, at personerne i prostitution får viden om deres rettigheder, muligheder og tilbud, hvis de er ofre for menneskehandel.


Sidst opdateret 19/11 2019