Særlige tilbud til børn og unge under 18 år

Handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel, udlændingeloven og Europarådets konvention mod menneskehandel sikrer en række tilbud til mindreårige ofre for menneskehandel.

Asylcenter og fodboldmålBørn og unge under 18 år, der er ofre for menneskehandel og opholder sig lovligt i Danmark, er omfattet af servicelovens regler.

Kommunerne har pligt til at føre tilsyn med alle børn og unge uanset opholdsstatus, der befinder sig i den pågældende kommune, jf. servicelovens § 146. Det betyder, at kommunen har pligt til at sikre, at børn og unge, der er ofre for menneskehandel, får den rette hjælp.

 

Beskyttelse og indkvartering af uledsagede mindreårige, der er ofre for menneskehandel

Børn og unge, der er ofre for menneskehandel, er en sårbar og udsat gruppe, som har behov for særlige tilbud. Flertallet af de børn og unge, som er vurderet ofre for menneskehandel i Danmark, er uledsagede og opholder sig alene i Danmark.

Hvis en uledsaget mindreårig opholder sig ulovligt i Danmark og søger asyl, bliver den mindreårige som udgangspunkt indkvarteret på et børnecenter i asylsystemet. Nogle børn og unge, fx nordafrikanske drenge med gadeorienteret adfærd, placeres på specialafdelinger, bl.a. fordi denne gruppe har særlige behov i hverdagen.

Opholder det uledsagede barn eller den unge sig lovligt i Danmark, vil han eller hun blive indkvarteret i kommunalt regi såsom døgninstitutioner eller opholdssteder. I sjældne tilfælde kan den mindreårige blive anbragt eksempelvis i en plejefamilie.

Vidste du?

En uledsaget mindreårig er et barn eller ung under 18 år, der rejser ind i landet uden at være ledsaget af forældre eller andre myndige personer, der kan anses for at være trådt i forældrenes sted, herunder familiemedlemmer.

En uledsaget mindreårig kan også være et barn, der rejser ind i landet med sine forældre eller en anden voksen person, men hvor de(n) voksne efterlader barnet i Danmark (eller dør under opholdet).

Udpegning af en repræsentant

Alle uledsagede mindreårige udlændinge får udpeget en personlig repræsentant, der varetager barnets interesser i stedet for en forældremyndighedsindehaver. Repræsentanten har til formål at udgøre en fast voksenstøtte for barnet i Danmark og kan træffe de samme beslutninger, som indehaveren af forældremyndigheden normalt kan. Repræsentanten skal rådgive og støtte barnet i forbindelse med myndigheders sagsbehandling, men også i mere personlige spørgsmål.

Eftersøgning af forældre og forberedt hjemsendelse

Danske myndigheder er forpligtede til at undersøge en uledsaget mindreårigs familiære baggrund. Hvis barnet opholder sig i Danmark uden opholdsgrundlag og ikke er bekendt med, hvor forældre eller eventuelt andet familiemæssigt netværk opholder sig, skal Udlændingestyrelsen, så vidt det er muligt, iværksætte en eftersøgning, hvis barnet ønsker det. Dette gælder dog kun, hvis barnet ikke kan tage ophold på et modtage- eller opholdscenter i hjemlandet eller i det tidligere opholdsland.

Hvis barnet har været udsat for menneskehandel, skal Udlændingestyrelsen iværksætte en eftersøgning, uanset om barnet samtykker, medmindre særlige grunde taler herimod. Det samme gælder, hvis der i øvrigt er særlige grunde, som taler for at eftersøge familien til den mindreårige.

Hvis barnet opholder sig lovligt i Danmark, vil det være den ansvarlige kommune, der skal eftersøge forældrene. Hvis et mindreårigt offer for menneskehandel, der tager imod en forberedt hjemsendelse, ikke har fået skabt en stabil forbindelse til forældre, familiemedlemmer eller omsorgspersoner i hjemlandet, vil myndigheder i det pågældende land tage imod den mindreårige.

Sidst opdateret 18/12 2019