Videre til indhold | Videre til menunavigation

Mine værktøjer

Navigation

Du er her: Forside / Tilbud til ofrene / Opsøgende indsatser / Indirekte opsøgende og tillidsskabende arbejde i prostitutionsmiljøerne på gaden

Indirekte opsøgende og tillidsskabende arbejde i prostitutionsmiljøerne på gaden

Mødestedet i København er et eksempel på opsøgende og tillidsskabende arbejde for ofre for menneskehandel.

Mødestedet (også kaldt MØS) er et drop-in-center for udenlandske kvinder i prostitution, som potentielt kan være ofre for menneskehandel. MØS ligger på Indre Vesterbro i København og drives i samarbejde mellem NGO’en Reden International og Center mod Menneskehandel.

MØS tilbyder kvinderne social, juridisk og sundhedsfaglig bistand samt lidt mad og et pusterum fra gaden. Kvinderne behøver ikke at oplyse deres navn eller andre personlige informationer for at modtage støtte og vejledning om helbred, prævention, sikker prostitutionsadfærd, sociale og juridiske problemstillinger, rettigheder og muligheder.

Identificering af ofre for menneskehandel i MØS

Mødestedet er en platform for tillidsskabende arbejde, hvor de ansatte har fokus på at opspore de potentielle ofre for menneskehandel, som måtte være blandt de kvinder, der kommer i MØS. Kvinderne informeres om deres rettigheder og muligheder for støtte og bistand i Danmark, hvis de er ofre for menneskehandel. Denne form for kontakt har til formål på sigt at identificere ofre for menneskehandel, så de kan få hjælp til et liv fri af menneskehandlen.

Andre aktørers indirekte opsøgende arbejde i prostitutionsmiljøerne

Indirekte opsøgende arbejde i prostitutionsmiljøerne kan også udføres af andre aktører i den offentlige og private sektor i forbindelse med deres arbejde. De kan få kontakt til et potentielt offer for menneskehandel, som kan henvises til MØS eller Center mod Menneskehandel. I 2017 er der skabt kontakt til 71 ofre for menneskehandel gennem politiets arbejde, hvilket svarer til omtrent 72 procent af det samlede antal ofre for menneskehandel det år. Der er skabt kontakt til 56 af ofrene via Københavns Politi, og størstedelen af disse personer var ofre for menneskehandel til prostitution på gaden i Købehavn og blev henvist til Center mod Menneskehandel af politiet.

Sidst opdateret 18/12 2019